IKK' FOR AT GRAVE I DET
- MEN HAR DU TJEKKET LER.DK?

"Alle graveaktører, f.eks. entreprenører og kloakmestre, der graver med erhvervsmæssigt formål i offentligt vejareal eller privat fællesvej, er ved lov forpligtet til at slå op i ledningsejer-registeret på ler.dk, før gravearbejdet påbegyndes. For at undgå graveskader og højne forsyningssikkerheden må gravearbejdet først gå i gang, når de nødvendige ledningsoplysninger er indhentet."


Hvad er LER?
LER er et ledningsregister på Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside, som er til for at nedbringe det store antal af graveskader på ledninger i jorden, der hvert år koster samfundet uanede summer og forsyningssvigt. Gennem LER, som er tilgængeligt på ler.dk med en digital signatur, kan myndigheder, virksomheder og privatpersoner få oplysninger om, hvem der ejer de nedgravede ledninger på offentlige vejarealer eller privat fællesvej, og hvilke firmaer man skal kontakte for at få oplysninger om ledningernes præcise beliggenhed.
Loven om ledningsoplysninger omfatter ikke private borgere og deres stikledninger og grunde.



Alle graveaktører skal forespørge i LER
Når du som graveaktør forespørger på ler.dk, får du en liste over ledningsejerne i dit graveområde, deres adresser og en kvittering for forespørgslen. Du skal herefter selv kontakte ejerne - evt. via e-mail - og få mere præcise oplysninger om ledningernes placering. Herefter skal du som altid søge gravetilladelse hos den relevante vejmyndighed. Driften er brugerfinansieret gennem gebyr på graveaktørernes forespørgsler.

Ledningsejerne skal indberette til LER
Det er ikke kun graveaktørerne, der ved lov er forpligtet til at logge på ler.dk. Også ledningsejerne, f.eks. vandværket, antenneforeninger, naturgasselskaber og teleselskaber, skal ind på sitet og registrere de arealer, hvor de har ledninger (kabler og rør) – uanset hvilken dybde ledningerne befinder sig i. Ledningsejerne vælger selv, hvor detaljeret indberetningen skal være, og indberetningen er gratis.

Har du spørgsmål til de juridiske rammer omkring indberetning eller indhentning af ledningsoplysninger eller til, hvordan du logger ind og anvender sitet, kan du læse en mere detaljeret beskrivelse på ler.dk eller ringe til LER’s sekretariat på 70 33 30 03, som giver råd og vejledning.