SANISTÅL & DONG ENERGY
                                     I SAMARBEJDE


"Svensknøgle, rørtang, nedstryger, stjerneskruetrækker … Man skal selvfølgelig huske det hele, når man tager på arbejde, men nogle steder er det bare lidt vigtigere end andre. For eksempel 60 kilometer ude i Nordsøen."





”Det er jo ikke sådan, at man bare lige kan smutte ind og hente det værktøj, man mangler, når man hænger oppe i et mølletårn 60 kilometer ude i havet fra Esbjerg Havn. Der er to timers sejlads frem og tilbage, så det er utrolig vigtigt, at vi altid har, hvad vi skal bruge derude.”

Sådan forklarer driftslederassistent hos DONG Energy, Niels Andreas Nissen, de tanker, der ligger bag et udvidet samarbejde med Sanistål. I løbet af foråret har Sanistål  i samarbejde med Blika leveret 91 specialindrettede værktøjsskabe med standard-indhold til DONG Energy's vindmøllepark på Horns Rev.

”På baggrund af erfaringer fra vores andre vindmølleparker har vi sammensat et værktøjssortiment, som skal hænge i alle tårnene. Det sparer tid og besvær, når vi kun skal medbringe specialværktøj og reservedele, men ellers har det mest nødvendige på stedet. I den proces har vi haft et rigtig godt samarbejde med Sanistål, der har stået for leveringen af både skabe og værktøj,” siger Niels Andreas Nissen.


LEAN skaber overblik
Hos Sanistål er der også stor tilfredshed med samarbejdet, der begyndte i løbet af sommeren sidste år.

”Da vi fik en opringning, lå der allerede 91 mølletårne nede på havnekajen i Esbjerg og ventede på at blive skibet af sted. Derfor skulle det jo gå lidt stærkt, da det er noget nemmere at montere skabe i en vindmølle, inden den bliver løftet op i lodret midt ude på havet. Så jeg tog et møde med DONG Energy sammen med en repræsentant fra Blika, og vi blev hurtigt enige om, hvordan skabene skulle indrettes. Derefter leverede vi 14-16 stykker om ugen,”
forklarer salgskonsulent hos Sanistål, Michael Larsen.

Indholdet til skabene kom til senere, og der blev udarbejdet et mærkningssystem, så det er nemt at have overblik over sortimentet.
”Indretning og mærkning er hentet i LEAN-principperne, så det er nemt at få overblik og supplere op, hvis noget mangler. Det er jo vildt ærgerligt, hvis man lige står og mangler et bestemt stykke værktøj, når man har sejlet i to timer,” siger Michael Larsen, der har talt op, at ordren tilsammen omfatter små 18.000 stykker værktøj.

”Det eneste, der ærgrer mig lidt, er, at vi ikke har kunnet komme med ud til møllerne og se resultatet. Det kræver simpelthen så mange tilladelser at komme med derud, men det kunne ellers have været interessant,”
siger Michael Larsen.

Foto: DONG Energy