"Vi stod foran et planlagt vedligeholdelsesstop på raffinaderiet, og det viste sig at være lidt mere omfattende, end vi havde forudset. Derfor var vi måske lidt sent ude med bestillingen af de slanger, vi skulle bruge. Samtidig var det i begyndelsen af juli, så det var sommerferie over hele linjen - både hos os og hos leverandørerne. Derfor var jeg da ved at blive lidt nervøs for, om vi kunne få leveret til tiden," forklarer driftsingeniør hos Statoil, Kristian Hansen.
Løsningen blev at kontakte centersælger Mogens Berg Nielsen, som sendte henvendelsen videre til Saniståls centralværksted i Silkeborg. Herfra kan man som en af de få i Danmark levere de specielle slanger, der i forbindelse med vedligeholdelsesstop bruges til at tømme raffinaderiets system for benzin, olie og kemikalier og efterfølgende rense med damp. Det er dog ikke hver dag, at centralværkstedet får en forespørgsel på 150 slanger á 5 meter og 150 slanger á 10 meter.
En ekstra skalle
"Nej, det er absolut ikke en ordre, man får hver dag. Bare at få slangerne hjem, trykprøve dem, måle ud og svejse dem kunne jo beskæftige en mand på fuld tid i mindst en måned. Men vi kaldte folkene sammen og forklarede situationen, og alle var villige til at give den en ekstra skalle. Hvert eneste ledige minut blev brugt til at få den ordre færdig. Det krævede lige en ekstra indsats, men alle trak i samme retning, og vi lavede en aftale om at levere slangerne løbende, så kunden kunne komme i gang med arbejdet," siger værkfører på centralværkstedet, Kristian Fuglsang.
Ekstra bonus
Slangerne blev færdige til tiden, og samtidig fik Statoil et par ekstra bonusfordele ud af samarbejdet. Både på prisen og nye løsninger. "Statoil vil gerne centralisere indkøbene, og derfor lå der et tilbud på stålbælgslanger på mit bord, da jeg kom tilbage fra ferie i begyndelsen af juli. Tilbuddet var indhentet i Norge via et kontor i Esbjerg, men ved hjælp af rådgivning fra Sanistål fandt vi nogle fuldgode erstatningsprodukter til en god pris. Samtidig har vi i længere tid fået unioner til samling af de "gamle" slanger fra forskellige leverandører på grund af prisen. Det har betydet, at unionerne ikke altid passede sammen. Det løste Sanistål i samarbejde med os, da det viste sig, at de kunne levere slanger med omløbere i begge ender og tilhørende fittings til samling og montering af slangerne fra samme leverandør hver gang til en absolut konkurrencedygtig pris. Vi slipper dermed for unionerne, som skabte problemerne. Så alt i alt har samarbejdet med Sanistål gjort hverdagen både billigere og nemmere for os," siger Kristian Hansen.