Sanistål og Danske Fragtmænd indgår årets vigtigste logistikaftale



Sanistål overdrager i 2010 sin distribution til Danske Fragtmænd. Dermed er Danmarks førende byggeri- og industrigrossist gået sammen med Danmarks førende distributør om årets vigtigste logistikaftale.

Aftalen betyder, at Danske Fragtmænd kommer til at stå for Saniståls transport, fra varerne forlader Saniståls lagre, og til de bliver leveret hos kunden. På årsbasis er der tale om mere end 500.000 leverancer.

”Vi er glade for, at vi nu får en samarbejdspartner, der er specialist i distribution. Det vil give både os og vores kunder en lang række fordele, som vil sikre vores konkurrenceevne yderligere,” siger Christian B. Lund, administrerende direktør i Sanistål.

Teknologisk set kommer aftalen til at betyde et tigerspring for Saniståls kunder, som får fuld sporbarhed over deres varer. Samtidig får Sanistål en meget fleksibel løsning, der er økonomisk transparent og matcher kundernes behov for en moderne og effektiv distribution.

”Danske Fragtmænd er en velrenommeret virksomhed med dokumenteret leveringssikkerhed. De opfylder alle de krav, en stor virksomhed som Sanistål har til sin distribution. Tilmed har Danske Fragtmænd et fantastisk lokalkendskab. De ved med stor sandsynlighed allerede, hvordan vores kunder vil have vores varer leveret,” siger Christian B. Lund.

Danske Fragtmænd er Danmarks førende leverandør af godstransport, og virksomheden glæder sig over samarbejdet med Danmarks førende byggeri- og industrigrossist.

”Der er tale om en af de helt store logistikaftaler i Danmark, og det er en meget vigtig aftale for Danske Fragtmænd. Vi har de seneste år udviklet os til en egentlig logistikkoncern, og Sanistål bliver en af vores allerstørste kunder i denne koncern,” siger Kjeld A. Frederiksen, koncernchef i Danske Fragtmænd.

Samarbejdet vil betyde, at Sanistål vil kunne tilbyde sine kunder helt nye og moderne leveringskoncepter.

”Sanistål overdrager ikke bare al sin distribution til os. Vi har også indgået en strategisk aftale om, at vi i fællesskab skal udvikle distributionskoncepter, som til stadighed kan forbedre og effektivisere Saniståls distribution,” siger Kjeld A. Frederiksen.

Aftalen betyder samtidig en væsentlig forbedring for miljøet, fordi Sanistål lægger sine leveringer over på Danske Fragtmænds eksisterende ruter. Det er en miljøforbedring på ca. 28 %, hvilket svarer til mere end 976 ton CO2 udslip årligt. Det nye samarbejde vil blive realiseret gradvist i det første halvår af 2010.

Kontaktperson, Sanistål: Distributionschef, Peter Smidt Foss, tlf. 22 57 79 34
Kontakt, Danske Fragtmænd: Adm. direktør, Peter B. Jepsen, tlf. 40 10 14 13



Download billede her



Billedtekst

Sanistål overdrager i 2010 sin distribution til Danske Fragtmænd. Fra venstre Distributionschef, Sanistål Peter Smidt Foss, adm. direktør, Sanistål Christian B. Lund, koncernchef, Danske Fragtmænd Kjeld A. Frederiksen og adm. direktør, Danske Fragtmænd Logistik Peter B. Jepsen.
Foto: Jonas Fotografi

Sanistål er Danmarks førende grossist til dansk industri og byggeri og er aktiv inden for VVS og VA, Carl F-produkter, elteknik, værktøj, maskiner, teknik, stål og metal samt bilindretning. For Sanistål handler det om at gøre kunderne mere konkurrencedygtige – gennem viden, de rigtige produkter, en lang række effektiviserende servicekoncepter og lokal tilstedeværelse. Sanistål-koncernen er endvidere repræsenteret over det meste af verden, som leverandør af løsninger til byggeriet og med salg af arkitekttegnede mærkevarer. www.sanistaal.dk