Saniståls nye lager-byggeri klar til rejsegilde

Når man bygger Danmarks største stållager, er der meget, der kan forhale tidsplanen. Men byggeriet af Saniståls nye centrale stållager ved Taulov går helt planmæssigt.

"Vi har nu de første omkring 15.000 kvadratmeter under tag, og det er dejligt at se, at den nye lagerbygning for alvor begynder at tage form," fortæller direktør Ole Graversen, Sanistål.

Siden Saniståls administrerende direktør, Christian B. Lund, i forsommeren tog det første spadestik, er arbejdet med at bygge Saniståls nye stållager gået som planlagt, og trafikanterne på E 20-motorvejen kan dag for dag følge byggeriet.

Når hallen står færdig, vil der være omkring 44.000 kvadratmeter under tag.
"Det er klart, at byggeri af et stållager i den størrelsesorden er en stor begivenhed for Sanistål, og vi glæder os naturligvis til at kunne begynde at flytte ind til næste sommer. For ikke bare er lageret stort - det bliver også et både meget moderne og funktionelt stållager med de bedst tænkelige teknologiske hjælpemidler. Det bliver en rigtig spændende arbejdsplads," slår Ole Graversen fast.

Respektindgydende størrelse
Sammen med Entreprenørfirmaet E. Pihl & Søn, der står for byggeriet, har Sanistål, som traditionen byder, valgt at byde på lidt til ganen og maven, når der bliver holdt rejsegilde torsdag den 1. november k. 14.30. Og selv om Sanistål har sat et web-kamera op på byggepladsen, så medarbejderne i ind- og udland kan følge byggeriet på virksomhedens intranet, glæder Ole Graversen og kollegerne sig alligevel til at komme til Taulov og se det enorme byggeri.

"Jeg kommer jævnligt på byggepladsen, og jeg skal ærligt indrømme, at det er respektindgydende at se byggeriet tæt på. Det er nu noget andet end at se det på en computerskærm," funderer han.

Når Sanistål i midten af 2008 begynder at tage stållageret i brug, kommer omkring 120 medarbejdere til at arbejde i de nye bygninger, der vil kunne rumme omkring 40.000 tons stålvarer. Og selv om bygningen er stor, vil der være god plads til udvidelser, når det bliver aktuelt. Saniståls grund på Prinsessens Kvarter i udkanten af Taulov er nemlig på omkring 400.000 kvadratmeter.