Sanistål i Esbjerg holder flyttedag

Sanistål i Esbjerg flytter fra Ørnevej til nye og bedre lokaler på Storstrømsvej.

Fra begyndelsen af juli kan Saniståls kunder i Esbjerg se frem til at få endnu nemmere adgang til hele Saniståls sortiment, som selvfølgelig også omfatter Carl F-produkter. Sanistål-butikken på Ørnevej 3 flytter nemlig til 1.500 helt nyistandsatte kvadratmeter på Storstrømsvej 8, og dermed bliver både adgangsforhold og kundeforholdene i selve butikken væsentlig forbedret.

”På Storstrømsvej kan vi tilbyde vores kunder endnu bedre forhold end de ellers gode forhold, vi havde på Ørnevej. Vi kan skabe en butik med mere plads og lys, og det vil vi selvfølgelig benytte os af. Derfor indretter vi butikken med helt nyt inventar, som giver en overskuelighed, kunderne ikke kan få andre steder,” siger kædedirektør i Sanistål, Michael Stensbøl.

Den umiddelbare anledning til flytningen er, at Sanistål har solgt bygningerne på Ørnevej, hvor Vestas nu flytter ind, og selvom Sanistål ombyggede netop disse lokaler for kun fire måneder siden, ser Michael Stensbøl flytningen som en stor forbedring.

”Vi byggede om på Ørnevej, fordi Sanistål og Carl F blev slået sammen, og vi skulle have en stor fælles-butik, men nu har vi fået muligheden for at gøre kundeforholdene endnu bedre på Storstrømsvej. Så enkelt er det, og så tager vi også gerne en ekstra tørn med at bygge en ny butik op. Nu er vi jo i træning, og så giver vi selvfølgelig også en ekstra hotdog og en sodavand, når kunderne møder op på åbningsdagen på Storstrømsvej,” siger han.

Det sker mandag den 6. juli, hvor der vil være den traditionelle åbningspølsevogn og som altid mulighed for en kompetent fagsnak.
Flytningen vil ske i løbet af weekenden den 4.-5. juli, men for at være sikker på at få det hele på plads til om mandagen holder butikken på Ørnevej lukket fredag den 3. juli.


Har du brug for yderligere information, er du velkommen til at kontakte kædedirektør Michael Stensbøl på tlf. 96 30 60 00.