Carl F International A/S er med sine unikke produkter og unikke internationale tilstedeværelse et meget vigtigt selskab i Sanistål koncernens fremtidige udvikling.

I forbindelse med opkøbet af Carl F blev der truffet aftale om, at selskabets mangeårige direktør Hans Christian Petersen (60 år) videreførte ledelsen af Carl F International med det sigte, at Sanistål på et nærmere aftalt tidspunkt ville finde en afløser, som kunne viderebringe stafetten. Dette tidspunkt er nu kommet, og vi kan derfor med glæde meddele, at Thomas Folmann (46 år) med virkning fra 1. april 2008 overtager posten som administrerende direktør i Carl F International A/S. Hans Christian Petersen vil stå til rådighed i en overgangsperiode frem til 30. september 2008 og bistå Thomas Folmann med indføring i virksomheden.
Thomas Folmann har siden november 2002 været direktør for Saniståls BYG-segment. I denne periode har BYG-segmentet haft en meget positiv udvikling og et stærkt salgsfokus. Resultaterne er opnået gennem en stærk organisation og gennem udviklingen af nye produkt- og kundesegmenter, gennem udviklingen af egne brands og via et betydeligt fokus på international sourcing. Tidligere har Thomas Folmann udelukkende beskæftiget sig med international afsætning og ledelse i flere større, internationale koncerner.
Samtidig overdrages ledelsesansvaret for BYG-segmentet i Sanistål A/S til vores hidtidige kædedirektør Dennis Vad Lauridsen (36 år). Under Dennis Lauridsens ledelse har butikkerne og organisationen gennemgået en omfattende forandring fra enkeltstående butikker til en sammenhængende og moderne butikskæde.
Endelig er det besluttet at udnævne Michael Stensbøl (41 år) til ny kædedirektør og ansvarlig for Saniståls butiksorganisation samt Sanistålskolen. Michael Stensbøl kom til Sanistål via Carl F, hvor han i 2006 var produktdirektør med ansvar for driftsorganisationen (produktion, logistik, indkøb, kvalitet og product management), mens han i 2007 har stået i spidsen for integrationen af Carl F’s danske aktiviteter i Sanistål.
Med ovenstående ændringer har vi sikret et fortsat stærkt ledelsesteam, der skal bringe Sanistål og Carl F International styrket igennem den fremtidige markedsudvikling og sikre den fortsatte vækst.