Sanistål eneforhandler af miljøvenlige kabler

En af verdens største kabelproducenter, Prysmian, har valgt Sanistål som dansk eneforhandler af specialproduktet Afumex Plus 500 300-500 v, der lever op til alle miljø- og brandkrav inden for bl.a. offentligt byggeri

"Det er i høj grad et kvalitetsprodukt, vi har fået ind. Ikke bare er Afumex Plus 500 et let installationskabel med en lille diameter, der gør det nemt at arbejde med. Det er også PVC-frit og selvslukkende og lever dermed op til de brandkrav, der stilles ved byggeri af eksempelvis sygehuse, hoteller og lignende."
Det forklarer salgsdirektør Kim Engmark, Elteknik, Sanistål. Han glæder sig over at kunne servicere Saniståls kunder med det nye miljørigtige kabel.

Eftersom Afumex Plus 500 installationskablet er fri for PVC, er det samtidig halogenfrit. Det betyder, at man ikke blot mindsker miljøbelastningen ved at bruge det mere miljørigtige kabel. Det lever samtidig op til alle standarder, når det drejer sig om brand. Eksempelvis er det selvslukkende i henhold til IEC 60332-1 - men klarer også IEC 60332-3, der handler om et kabelbundts egenskaber til at hæmme en brandspredning.

Bag Saniståls nye eneforhandlingsprodukt står Prysmian, der er en af verdens største producenter af højteknologiske kabler og systemer for energi og telekommunikation med et salg på over 5 milliarder Euro i 2007 og over 12.000 ansatte.
"Det danske kabelmarked er kendetegnet af relativt få, men store udbydere. At vi nu kan tilbyde de tyske Prysmian kabler er en stor fordel for vores kunder, der dermed får et større udvalg at vælge imellem," påpeger Kim Engmark og fortsætter.
"Vi har i forvejen en meget bred produktpalet - ikke bare inden for eltekniske produkter men også inden for andre beslægtede kvalitetsprodukter. Det har været en væsentlig årsag til, at Prysmian valgte Sanistål som eneforhandler af Afumex Plus-kablerne."